Klubmodul henter siden
Saalbach-Hinterglemm, Østrig, Uge 7 2021
Tilmeldingsfrist er overskredet

SAALBACH, HINTERGLEMM UGE 7 - 2021

Turen er aflyst

I samarbejde med Nortlander arrangerer København Skiklub skitur i uge 7, 2021.

Lørdag den 13. februar – lørdag den 20. februar 2021, 
Turen er inkl. 6 dages liftkort, ½ pension, picnic og undervisning for alle, som udgangspunkt en “kør selv tur”.

TILMELDINGSFRIST OG DEPOSITUM 1. OKTOBER 2020. 

Turen aflyses ved mindre end 50 tilmeldinger.

Vi har kun forhåndsbooket 69 pladser - så det er først til mølle. 

Grundet Covid19 tiltag, rejsegaranti forbehold osv. er det nødvendigt at have kort tilmeldingsfrist samt et min. deltagerantal. (se mere info under Tilmeldingsproces)

NB: Der er gratis afbestilling frem til 1.oktober. Læs om dine rettigheder ifm. afbestilling her: https://www.nortlander.dk/tryg-paa-skiferie

Den alpine skitur går igen til Østrig, denne gang Saalbach Hinterglemm i den østrigske delstat Salzburgerland som er beliggende i Glemmtal-bjergkæden, vi skal bo i Hinterglemm. Turen er en alpin tur og primært målrettet familier med børn fra 6-18 år (skolebørn) (der er mulighed for langrend)

 
SKIOMRÅDET

Byen Hinterglemm ligger i ca. 1000 meters højde, der er skiløb i op til 2100 meters højde.
Saalbach og Hinterglemm er to byer, der tilsammen med byerne Leogang og Fieberbruun udgør det store skiområde kaldet SkiCircus Saalbach.

Saalbach og Hinterglemm ligger i en dal omringet af høje bjerge, mens Leogang ligger på bagsiden af et af disse bjerge.

Det er et område, hvor vi hverken skal bekymre os om skibusser eller transport, da Saalbach, Hinterglemm, Leogang og Fieberbrunn, er forbundet af et yderst effektivt liftsystem, som gør det nemt for alle at komme rundt. 

Området har et meget moderne system af nye lifter, hvor man hurtigt fragtes rundt i det 270 km store område. Området byder på et varieret skiløb fra brede boulevarder til sorte pukkelpister og skal skiløbet krydres med lidt freeride og hvis man er heldig med vejret, er der mulighederne for puddersne skiløb i Fieberbrunn uendelige.

Pister Totalt: 270km. Blå pister: 140 km Røde pister: 112 km Sorte pister: 18 km

https://www.saalbach.com/en/winter/ski-resort/piste-map

Der er yderligere 135 kilometer at boltre sig på i Zell am See, så der er totalt mere end 400 kilometer pister i systemet på samme liftkort. Fra Saalbach vil lifter tage dig til Zell am See, og retur skal man med bus.

Der er også muligheder for langrend i området, i Hinterglemm er der 15 km langrendsspor og derudover et spor på Reiterkogel.

 
INDKVARTERING OG FORPLEJNING

Vi skal bo på Hotel Pinzgauerhof, næsten med ski-in/ski-out, der er 50 meter til pisten. Pisten går lige ned bag hotellet, så når du skal hjem fra dagens skiløb, kan du stå på ski næsten lige til døren – bedre bliver det ikke. Bernkogelbahn en af de tre hovedlinjer i området, ligger lige ved hotellet.

Hotellet byder på alt fra dobbeltværelser til familieværelser, der er værelser til 2-5 personer samt få enkeltværelser.
De fleste værelser har balkon og i de sydvendte har man en smuk udsigt til byen.

Hver etage har et afslapningsområde, hvor man kan sætte sig med en god bog eller spille spil.
Der er Wifi på hele hotellet.

Der er skirum til ski og støvler.

Ophold inkluderer morgen- og aftensmad, startende med aftensmad på ankomstdagen og afsluttende med morgenmad på afrejsedagen.
Hver dag serveres der en solid og god morgenmadsbuffet og om aftenen en tre-retters menu. Der er mulighed for speciel børnemenu.
På ankomstdagen er aftenbuffet bestående af en varm ret, salat, pålæg, ost og brød samt lidt sødt til at slutte af på.
Til gæster, der evt. ankommer med det sene fly, byder hotellet på suppe og brød.

Vi har reserveret følgende værelser 2 x enkelt, 2 x enkelt med ekstra opredning, 12 x dobbeltværelser, 6 x 3 sengsværelser, 4 x 4 sengsværelser og 1 x 5 sengsværelse. Værelser bliver tildelt efterfølgende.
 
UNDERVISNING
Træning/instruktion for alle der er med på turen.
 Der undervises 4 formiddage for børn/unge og 2 formiddage for voksne.

Der er ikke mulighed for undervisning for deltagere på begynderniveau.
Derfor skal alle både børn og voksne skal have stået på ski min. et par uger, og være selvhjulpne. 

Alle bliver fordelt på hold efter niveau, det må dog forventes at der kan være niveauforskel på et hold der er blevet sat. Hold bliver sat ud fra de muligheder vi har med det antal trænere og det antal deltagere vi er. Al holdfordeling og niveau, beluttes af trænere.

 
VED ANKOMST I BIL TIL HOTELLET
Kører du i bil til Saalbach/Hinterglemm, så vær opmærksom på, ikke at køre til Saalbach, men
til Hinterglemm. I Saalbach ligger der nemlig et andet Hotel Pinzgauerhof, som altså ikke er det vi skal bo på -). 

Hotellets adresse er: Reiterkogelweg 223, 5754 Hinterglemm, Østrig

Der er ikke gratis parkering ved hotellet. Der er enkelte pladser, som koster 10 euro pr. dag. Lige ved hotellet er der til gengæld et parkeringshus, hvor man for en ugepris på 109 euro kan parkere. Dette er egenbetaling.

 
PRISER

Vi har i år fået en sengepris, dog skal værelserne fyldes jf. det de er udlagt til. Dvs. er man tre personer får man et 3 personers værelse osv.

Pr. person inkl. 6 dages liftkort, ½ pension, Picnic og undervisning

Voksen - 9.831 kr.
Junior 5-15 år - 9.281 kr.
Ung - 9.831 kr.

Ekstra liftkort pr. dag
Voksen - 200 kr.

Junior 5-15 år - 100 kr.

Ung - 150 kr.

Transport pr. person, tur/retur - tillæg for ski/sæt i ( )
Bus - 1.250 kr. (inkl.)
Fly - 3.100 kr. (449 kr./sæt)
Tog - 2.725 kr. (349 kr./sæt)

 
TILMELDINGSPROCES
Grundet Covid19 og ekstra fokus på afbestilling, er det nødvendigt at følge rejsegarantiens vejledninger vedr. skirejser for klubber. Derfor sker rejsen igennem et godkendt, af rejsegarantifonden, rejseselskab. Derfor lidt ekstra tiltag og ekstra bookning.
Hvis vores destination bliver orange efter du bestilte din tur, og fortsat er det 14 dage før afrejse tidspunkt, så vil du få alle pengene for din rejse retur – det samme gælder, hvis din destination bliver orange indenfor 14 dage før afrejse tidspunkt.

Det betyder at enten kommer du på skitur med alle os andre glade skifans, eller så får du alle pengene for din tur retur.

Vi krydser ski og stave for, at vi alle kan rejse trygt til Alperne denne vinter. 

1. Tilmeld dig turen ved indbetaling af depositum til KS med dit medlemslogin.
  • Et login pr. deltager, skriv navn på skifamilie, værelser bliver tildelt efterfølgende pr. skifamilie.

  • Depositum 2.000 kr. (også gratister)

2. I vil modtaget et link til restbetaling via Nortlanders eget bookingsystem.

  • Restbetaling

  • Evt. andre informationer

  • Bestilling af bus, tog og fly

  • Bestilling af ekstra dags liftkort
 
Ved spørgsmål kontakt Anette på anette@buhl.ski
 
Mvh. Anette & Mads



 
 

Tilmeldte
0 /69
Tilmeldingsfrist
27.09.2020
Tidspunkt
13.02.2021 kl. 16.00 - 20.02.2021 kl. 10.00
Sted
Saalbach Hinterglemm Østrig

Kommende events